fbpx

Overlæge: Min søn må ikke købe tobak – min datter må godt?

Debatindlæg i Fyens Stifttidende, 25. marts, 2022.

Jeg er led og ked af at se mine medmennesker få en lidelsesfuld og unødvendig død. Den langsomme død, som KOL medfører, ville jeg ikke ønske for nogen.

Når jeg går på arbejde som intensivlæge, bruger jeg en stor del af min tid på at behandle effekten af tobak. Groft sagt kunne jeg holde fri mandag og tirsdag, hvis ikke det var for rygerelaterede sygdomme som rygerlunger og lungekræft. Hvis der ikke eksisterede alkohol, kunne jeg nok også holde fri om onsdagen. Men mon ikke min chef ville sætte mig til at bedøve og afvikle noget af puklen fra sidste års corona-epidemi og sygeplejestrejke?

Omkring 14.000 mennesker dør årligt på grund af rygning, især på grund af rygerlunger, lungekræft og hjertekarsygdom. Jeg er led og ked af at se mine medmennesker få en lidelsesfuld og unødvendig død. Den langsomme død, som KOL medfører, ville jeg ikke ønske for nogen. Gentagne indlæggelser på grund af åndenød, et liv i slowmotion hvor man skal hive efter vejret efter få skridt.

Regeringen er kommet med et forslag om, at alle født i 2010 og frem skal forbydes at kunne købe tobak. Der er for så vidt mange gode ting at sige om målet, men jeg er skeptisk overfor midlet. Skal det ikke være tilladt at træffe tåbelige valg? Skal det ikke være lovligt at vælge at ryge, drikke eller hore sig ihjel?

Min datter er født i 2008, og min søn er født i 2011. Hvad er regeringens overvejelser bag, at min søn skal forbydes at købe tobak, men ikke min datter? Begge får forhåbentligt et liv uden tobak. Af hele mit hjerte håber jeg også, at alle andre børn og unge får et langt liv uden tobak eller nikotin.

Jeg ødelagde min skulder på en skiferie, og en sjælden gang imellem er der nogle, som dør på en skiferie. Hvori er forskellen? Hvor går grænsen mellem formynderi og forebyggelse? Jeg kunne også lade være med at tage på skiferie eller motionere. I stedet ville jeg så risikere overvægt, sukkersyge og hjertesygdom. Vi træffer alle valg, og de har konsekvenser, sådan er det i et frit samfund. Det kaldes livet!

De mange gode kampagner mod tobak skal fortsætte. Der skal være elektronisk alderskontrol, som foreslået af Konservative. Børn skal ikke have mulighed for at købe tobak. Nye produkter som øger afhængigheden af nikotin skal forbydes.

Jeg har dog et langt bedre forslag end regeringens, og det er mindre ideologisk kontroversielt: I stedet for at forbyde tobak, bør vi bekæmpe den afhængighedsskabende nikotin. I al sin enkelthed mener jeg, at Folketinget bør fastsætte en grænseværdi for, hvor meget nikotin der må være i en cigaret eller andre tobaksprodukter. Denne grænseværdi skal så reduceres med 5 procent pr. år. Efter eksempelvis 20 år er nikotin forbudt.

Man kan ryge videre, hvis man føler for det, men rygeophør vil være blevet meget lettere uden nikotin. Vi har i forvejen grænseværdier for stort set alle andre kemikalier. Der er strenge regler for pesticider i drikkevand. Under coronaen blev regeringen lidt for glade for forbud og formynderi. Med dette forslag flyttes fokus over på forebyggelse i stedet for forbud. I modsætning til socialdemokratiet ønsker jeg ikke at forfølge rygerne med et forbud. Jeg vil dog meget gerne bekæmpe tobaksindustrien, der aktivt tilsætter nikotin til deres produkter for at øge afhængigheden.

Jeg er helt bevidst om, at mit forslag vil blive taget særdeles ilde op af tobaksindustrien. De vil fortælle, at det er umuligt at lave nikotinfri tobak – selvom man kan købe koffeinfri kaffe. De vil formentligt også sige at e-cigaretter og snus er ufarligt, ligesom cigaretter var ufarlige indtil for nogle årtier siden.

Til det vil jeg sige: tør øjnene, ansæt nogle (flere) ingeniører og kemikere og løs det!

Joachmim Hoffmann-Pedersen

Debatindlæg

Indeklima

Indeklima

Indeklima i Folkeskolerne. Ifølge Realdania, er der for højt CO2 indhold i luften i 91% af folkeskolens klasselokaler!Elever i skoler med godt indeklima kan populært sagt være ca 1 år foran elever med dårligt indeklima når de går ud af 9. klasse. Elever med dårligt...

Beskæftigelse

Beskæftigelse

Beskæftigelse Beskæftigelsesindsatsen koster 13 mia. Sundhedsvæsenet sparer milliarder ved at undersøge, om behandlingerne virker og dropper tiltag, der ikke virker. Odense Kommune burde forske i, hvordan man mest effektivt får arbejdsløse i arbejde. Er det aktivering...

Ældre

Ældre

Ældre Ældre er gamle nok til at vælge selv. Børnefamilier har valgmuligheder som dagpleje eller vuggestue, friskole eller folkeskole, osv. Ældre skal også have valgmuligheder, eksempelvis kommunal eller privat hjemmehjælp, kommunalt plejehjem eller friplejehjem,...