For nogle år siden stod jeg som anæstesilæge med en hjernedød ung mand, hvis familie ønskede, at han skulle være organdonor. Men politiet sagde nej.
Jeg husker stadig følelsen af afmagt og frustration. En ung mand var blevet bragt til det sygehus, hvor jeg arbejdede som anæstesilæge. Manden havde taget en overdosis af euforiserende stoffer. Hans hjerne havde taget så stor skade, at den efter få dages behandling blev erklæret død. Familien omkring den unge mand havde tidligere haft organdonation inde på livet. Den havde kort forinden mistet, og donationen havde gjort sorgen lettere og mere meningsfuld for familien. Så da familien igen stod og skulle tage stilling, var den ikke i tvivl. Den unge mand skulle også være organdonor. Men politiet sagde nej.
Hjernedøden og den uundgåelige død er i politisprog det, man betegner som mistænkeligt, fordi den unge mand havde været påvirket af stoffer, og at ingen vidner med 100 pct. sikkerhed kunne fastslå, hvad der var sket, op til at den unge mand var blevet fundet. Derfor ønskede politiet en retslægelig obduktion, der ifølge politiet ikke var forenelig med en organdonation, et hjerte, to lunger, to nyrer, en lever – det er potentielt seks gode organer, der gik tabt. Jeg kan stadig den dag i dag blive helt frustreret ved tanken – også på familiens vegne. Det var deres ønske om at skabe lidt mening midt i alt det meningsløse,« siger han. De seneste fem år er det sket i alt 17 gange, at politiet har nedlagt forbud mod en mulig organdonation.
